Kaffe & ikke-smitsomme sygdomme

Der er gennemført omfattende forskning i sammenhængen mellem kaffeindtag og specifikke aspekter af helbredet. En sammenfatning af de videnskabelige oplysninger, der er tilgængelige om hvert enkelt helbredsrelateret emne, er anført herunder.

Type 2-diabetes
Undersøgelser blandt forskellige populationer viser en statistisk signifikant sammenhæng mellem moderat kaffeforbrug og nedsat risiko for at udvikle type 2-diabetes.

  • Resultaterne tyder på en sammenhæng mellem indtagelse af 3-4 kopper kaffe om dagen og en ca. 25 % lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes, sammenlignet med daglig indtagelse af under to kopper37,38.
  • En metaanalyse med en systematisk gennemgang fandt, at man kan reducere risikoen med yderligere 5-10 % for hver ekstra daglig kop kaffe op til 6-8 kopper37.
  • Seks andre epidemiologiske undersøgelser har siden bekræftet den negative sammenhæng med kaffedrikning i forskellige populationer39,40,41,42,43,44.
  • Der er dog stadig ikke fundet en plausibel forklaring på denne sammenhæng. Det er usandsynligt, at effekten skyldes koffein, idet indtagelse af koffeinfri kaffe giver lignende resultater40,41,42.


Kaffe og hjertekarsygdomme
De foreliggende data tyder på, at et moderat, regelmæssigt kaffeforbrug ikke har nogen skadelig effekt på det kardiovaskulære system.

  • Nyere undersøgelser peger på, at der ikke er nogen overordnet sammenhæng mellem moderat kaffeindtag og hjertekarsygdomme45.
  • Der ser ud til at være en lille, negativ association melllem kaffeindtagelse og risikoen for udvikling af slagtilfælde hos kvinder46.
  • Der ser også ud til at eksistere en omvendt sammenhæng mellem kaffeindtagelse og dødelighed uanset årsag. Personer, der drikker mere end fire kopper kaffe om dagen, opnår størst beskyttelse47.

Man har også forsket indgående i mulige sammenhænge mellem kaffeindtag og primære risikofaktorer for hjertekarsygdomme.

  • Blodtryk: Hovedparten af data tyder på, at regelmæssigt forbrug af koffeinholdig kaffe stort set ikke har nogen langtidsvirkning på blodtrykket og ikke forøger risikoen for forhøjet blodtryk48.
  • Kolesterol: Kaffe kan påvirke kolesterolniveauet, men det afhænger af, hvordan kaffen brygges. De indholdsstoffer i kaffe, som hæver kolesterolniveauet, cafestol og kahweol, opfanges i stort omfang i papirkaffefiltrene, men forbliver i den kaffe, man drikker, hvis der er tale om stempelkaffe eller kogt kaffe49,50. Pulverkaffe indeholder praktisk taget ingen af de stoffer, der hæver kolesterolniveauet.

Cancer
Mange undersøgelser har vurderet den potentielle sammenhæng mellem indtagelse af kaffe og risikoen for at udvikle cancer. I 1991 vurderede International Agency for Research on Cancer, IARC, data og udtalte, at der er begrænset evidens for en potentiel forbindelse mellem kaffe og blærecancer, men utilstrækkelig evidens til at understøtte en forbindelse mellem kaffe og cancer i bugspytkirtlen, æggestokkene og andre steder51. De videnskabelige data tyder på, at moderat kaffeindtagelse ikke er forbundet med en øget risiko for cancer de fleste steder i kroppen52 eller med forøget risiko for at dø af kræft53.

  • Kaffedrikning medfører ikke forøget risiko for kræft i spiserør51,52, mavesæk53 eller bugspytkirtel54, nyre-55, prostata-56 eller hudkræft57, kræft i æggestokke58 eller brystkræft59.
  • Kaffedrikning kan være forbundet med reduceret risiko for at udvikle cancer en række steder i kroppen, herunder i mundhule/svælg60, lever61,62, livmoder63, hjerne64 og i tyk- og endetarm65. Der er dog behov for yderligere forskning for at afklare disse sammenhænge.
  • Nogle forskningsresultater tyder på en mulig forøget risiko for blære-66 og lungekræft67 hos kaffedrikkere. I begge tilfælde forekommer der imidlertid potentielle konfunderende faktorer såsom rygning og alkoholforbrug, og der er behov for yderligere studier for at bekræfte sammenhængen.

Modtag nyhedsbrev

Ja tak, jeg vil gerne modtage nyhedsbrev, når der er noget nyt om kaffe og helbred.