Europa

Frem til begyndelsen af 1700-tallet var araberne ene om at dyrke kaffe, og da det var en særdeles god forretning, søgte de med al magt at forhindre udsmugling af planter eller uforarbejdede bønner. Trods dette lykkedes det for portugiserne og hollænderne at bringe levende planter ud af Arabien og transportere dem til deres kolonier på Sri Lanka og Java. Langsomt men sikkert bredte kaffeproduktionen sig til de verdensdele, hvor klimaet skaber betingelserne for, at kaffetræet kan gro.

Cafékulturen grundlægges, Europa 1700 – 2005

Kaffen blev introduceret til europæerne i Venedig. I 1615 importerede italienske købmænd de første sække med kaffe fra byens besiddelser i det østlige Middelhav. I 1683 åbnede den første kaffebutik dørene i Venedig. Venezianerne og de øvrige europæere lærte hurtigt at drikke kaffe.

I dag er caféer en del af bybilledet i København, London, Amsterdam, Venedig og Wien. For det var faktisk en driftig østrigsk handelsmand, der grundlagde cafékulturen, da han i 1683 kom i besiddelse af 500 baller kaffe. Han startede det første kaffehus, hvor kaffe tilberedt på tyrkisk manér ikke faldt helt i wienernes smag. Men da indehaveren fandt på at søde med honning og mildne smagen med varm mælk, faldt wienerne for kaffen. Den dag i dag er Wien det sted i verden, hvor wienere og turister kan smage på flest forskellige typer af kaffe.

Modtag nyhedsbrev

Ja tak, jeg vil gerne modtage nyhedsbrev, når der er noget nyt om kaffe og helbred.