Kilder til koffein

Koffein er et alkaloid, dvs et kvælstofholdigt, basisk (alkalisk) virkende stof, der forekommer i omkring 60 plantearter, hvoraf kakaobønner, kolanødder, teblade og kaffebønner er de bedst kendte. Andre naturlige kilder til koffein er guaranabær og kristtorn (kristtjørn)-arterne Ilex paraguariensis (Paraguay-kristtorn, der bl.a. bruges til fremstilling af maté), Ilex guayusa og Ilex vomitoria. Koffein tilsættes mange populære læskedrikke og indgår desuden i en række farmakologiske præparater og håndkøbslægemidler, herunder smertestillende midler, kosttilskud og forkølelses-/influenzamedicin.

Typiske mængder i føde- og drikkevarer
Den mængde koffein, der indtages via drikkevarer, varierer enormt og afhænger f.eks. af, hvor stærk drikken er, ligesom koppens størrelse spiller en vigtig rolle. Coffea canephora (robusta) indeholder mere koffein end Coffea Arabica (arabica). Som tommelfingerregel kan man gå ud fra, at en kop pulverkaffe af gennemsnitlig størrelse indeholder ca. 65 mg koffein, mens en kop almindelig, ristet og malet kaffe indeholder omkring 85 mg. En kop espresso på 30 ml indeholder ca. 50-60 mg koffein. Endelig indeholder en dåse cola eller en kop te ca. 25-45 mg koffein. Te indeholder faktisk mere koffein end kaffe målt på tørvægt, men der bruges som regel kun en mindre mængde te til at brygge en kop med. Koffeinfri kaffe indeholder som regel under 3 mg koffein pr. kop. Kakao og chokolade indeholder meget små mængder koffein.

Koffeinindhold i drikke- og fødevarer:

Drikke-/fødevarer Rumfang Koffein (mg)

Gennemsnit (interval)

Filterkaffe 125 ml 85 (60-135)
Espresso 30 ml 60 (35-100)
Pulverkaffe 125 ml 65 (35-105)
Koffeinfri kaffe 125 ml 3 (1-5)
Te (blade eller pose) 150 ml 20-45
Iste 330 ml 40 (25-60)
Varm kakao 150 ml 4 (2-7)
Koffeinholdige læskedrikke 330 ml 30-48
Sukkerfri koffeinholdige læskedrikke 330 ml 26-57
Energidrik 330 ml 80 (70-120)
Chokoladebar 30 g 20 (5-36)
Mælkechokolade 30 g 6 (1-15)
Mørk chokolade 30 g 60 (20-120)

Oplysninger fra Illy et al., Harland et al. og Heckman et al2,3,4

 

Modtag nyhedsbrev

Ja tak, jeg vil gerne modtage nyhedsbrev, når der er noget nyt om kaffe og helbred.